Hvem var Taínos?

Taínos var en indfødt gruppe af mennesker, som var en undergruppe af Arawak-indianere. De boede i den caribiske region i Cuba, Hispaniola (det der nu er Den Dominikanske Republik og Haiti), Jamaica, Puerto Rico og De Små Antiller. For det meste en fredelig gruppe, de var de indfødte folk, som Christopher Columbus stødte på, da han først ankom til Den Dominikanske Republik. De boede i grupper fra omkring 2.000-3.000 mennesker ledet af en leder, og de talte omkring 3 millioner i slutningen af de 15.^th århundrede. Imidlertid blev de i det væsentlige udslettet efter den spanske erobring og indførelse af sygdom, slaveri og slagtning.

Kanoens betydning

Taínoerne var bønder og fiskere, og deres kanoer var nogle af deres mest værdsatte ejendele på grund af dens mange forskellige anvendelser. De brugte kanoer til fiskeri, (dybt hav og ferskvand i søer), handel, rejser, udforskning, vandsport, krig, ceremonier, plyndring, kommunikation med lokale øer og daglig transport.

Fordi der ikke var noget stort vildt på øerne, var Taínos dygtige fiskere. I dybhavsfiskeri ville de fastgøre en mindre fisk til en line, fastgjort til kanoen og vente på en større fangst. Fiskerne ville derefter dykke ned i vandet for at hjælpe med at hente fangsten. Taínos fiskede også i ferskvands- eller mangroveskove og samlede muslinger og østers. Til sidst ville de fiske i floderne ved at bruge gift fra lokale planter til at bedøve fiskene længe nok til at samle dem. (Giften påvirkede ikke fiskens spiselighed.)

Kanoer var dog ikke kun funktionelle objekter. Taínos satte en stor ære i at dekorere og pryde dem. Fra optegnelser efterladt af Columbus ved vi, at kanoer blev malet og dekoreret med metal og lavet til smukke kunstværker. På mange måder symboliserer kanoen Taínos livsstil. Faktisk stammer ordet "kano" fra Arawak-sproget, "canaoua."

Hvordan lavede man kanoerne?

Taíno-kanoen blev lavet af et enkelt træ. De ville fælde træerne eller brænde dem ved bunden; så ville de udhule bjælken med stenøkser og med ild. Dette var et langsomt fremskridt, og de løb ud lidt ad gangen langs skroget, indtil det nåede den endelige form. Nogle beretninger siger, at kanoerne kunne transportere op til 150 mennesker, men det gennemsnitlige store fartøj ser ud til at have været omkring 40-60 personer. Taínos lavede dog kanoer til at passe alt fra én person til 100. De store kanoer blev brugt til dybhavsfiskeri og handel mellem de enkelte øer, mens de mindre, personlige kanoer var til daglig brug.

Størrelsen på kanoerne afhang af træets størrelse, og som sådan var de ikke særlig brede, men nogle rapporter siger, at kanoerne kunne nå størrelser op til 100 fod og 8 fod brede. Spanierne beundrede fartøjernes hastighed og manøvredygtighed, og Columbus bemærkede, at de kunne overgå en spansk pram og sagde: "De går med en utrolig hastighed."

En del af deres hurtighed skyldtes de pagajer, de brugte. Selvom meget lidt beviser er overladt til historikere og arkæologer, peger nogle artefakter på variationen og funktionen af pagajer. I gennemsnit var de omkring 2,5 fod lange og kan have været udskåret med dekorationer for at beskrive personens særlige sociale status. Pagajens form afhang af funktion. For eksempel blev korte pagajer brugt til relativt stille vand (såsom lavvandet), hvorimod skarpbladede pagajer var til hurtige slag for at opnå maksimal hastighed i åbent vand. Taínos ville padle fra en knælende stilling i kanoen, hvilket gav stabilitet i det ustadige åbne vand.

Nogle forskere har hævdet, at Taínos måske har brugt sejl i deres kanoer, men flertallet er enige om, at dette er usandsynligt. Sejl ville have været voluminøse og skabt mere vægt end nødvendigt, hvilket øgede fartøjets balance. Derfor har historikere konkluderet, at de blev drevet af menneskelig styrke, sammen med hjælp fra vand- og vindstrømme.